|
Behandling af islandsk mos Af Steen Lystmose 2003. Typografiforklaring Gul skrift : Erfaringer gjort inden for de sidste par dage Rød fed skrift : Bør man overholde nøje Islandsk mos til træer, buske m.v. 1. Inden du går i gang Mosset skal være som minimum være fugtigt, men helst vådt inden du begynder at rense det. Som det ligger i kassen eller posen er det indtørret, og de enkelte stykker går simpelthen itu hvis du forsøger at skille dem ad. Vend med lidt forsigtighed hele kassens/posens indhold i en balje vand, og når det er gennemvådt og blødt efter et lille minut kan det skilles ad uden større besvær. Du kan også nøjes med at sprøjte vand direkte i kassen hvis du ikke skal bruge hele indholdet, men vær sikker på at kassen kan holde til det og at vandet kan løbe ud igen. Mos, der konstant er vådt og indelukket, vil rådne. Det, du ikke skal bruge, kan du trykke vandet ud af (trykke, ikke vride) og lægge tilbage i kassen. Mos tager ikke skade af at tørre, blive våd, tørre o.s.v. 2. Grov rensning Tag de enkelte stykker mos og riv toppen af (de fine, i naturen lysegrønne eller lys grågrønne toppe) og læg dem i en stor, flad beholder, ca. halvt fuld af rent vand. Bunden af en plastic kattekasse er velegnet til formålet. Mosset vil flyde ovenpå, og fyld kun i indtil ca. 3/4 eller 4/5 af overfladen er dækket. Den sidste del skal du bruge som arbejdsområde. Erfaringen har vist at det er hurtigere og bedre at grovrense to gange. Jeg har to flade kasser, nemlig en kattekasse og en bakke som vi engang fik en større portion kød i. Jeg lægger først noget groft sorteret mos i den lille bakke, der er halvt til trekvart fyldt med rent vand, og når mosset er gennemvådt tager jeg stykkerne et efter et, kontrollerer om det er værd at arbejde videre med, brækker evt. de grove dele fra og smider de brugbare dele i den store bakke, også selvom der stadig kan være grannåle etc. i mosset. Resten går til affald, men bøjlerne sorterer jeg dog fra da jeg ikke er interesseret i at få dem med i kompostbeholderen. 3. Fin rensning Tag de enkelte stykker i den store bakke og rens dem for grannåle og tykke stængler. Læg dem til tørre i flade kasser. Stykkerne skal tørre enkeltvis, hvilket vil sige at der kun skal være 1 lag mos i kassen, og stykkerne må ikke ligge for tæt på hinanden. Ellers kan de gå i stykker ved den videre behandling hvor det er påkrævet at mosset er fuldstændig tørt og stift. Hvis vandet bliver meget snavset ved 2. rensning, skal du nok vaske eller skylle mosset endnu en gang i rent vand. Ellers bliver din glycerin-blanding også snavset. 4 Blødgøring Tag en stor skål eller beholder, f.eks. en firkantet plasticboks. Bland glycerin og vand i forholdet 1 del glycerin til 2 dele vand i beholderen. Læg mosset i beholderen, stykke for stykke, indtil det ikke længere kan dækkes helt. Med forsigtighed trykkes mosset sammen uden at det knækker, men efterhånden som det bliver blødt går det nemmere. Når du ikke kan mærke flere "hårde" steder tages mosset op, tryk vandet ud (Tryk, ikke vride) og lad mosset tørre. Det må gerne ligge i op til 3 lag i tørretiden, men jo flere lag, jo længere tid er det om at tørre. Mere erfaring: Jeg bruger to af de firkantede bokse som der har været slik i. Jeg fylder den ene med mos og hælder glycerin-vandet over. Når jeg er færdig med denne boks, lægger jeg mos i den anden boks og hælder glycerin-vandet fra den første boks over i den anden via en tesi for at si de værste urenheder fra. Så undgår man at de tynde stilke på mosset knækker når man presser mosset ned i vandet og man undgår samtidig at blandingen bliver alt for forurenet af urenheder. Mosset skal være fuldstændig tørt og stift inden du blødgør det. Hvis det er vådt eller fugtigt vil det ikke kunne suge glycerin til sig, og så bliver det igen stift når det tørrer. Hvis mosset ikke er blødt når det er tørt, er det fordi glycerinen enten er opbrugt så blandingen er for tynd eller glycerinen har fået sollys. Lav en ny blanding og gentag behandlingen. Lad være med blot at hælde mere glycerin i blandingen, men kasser det hele og start forfra. Jeg ved ikke hvorfor, men en "forstærket" glycerin-blanding bliver ikke nær så god som en frisk. Blødgjort mos kan sagtens stuves let sammen; det udvider sig igen når det kommer ud af indpakningen. 5. Opbevaring af glycerin-blandingen Kom en hættefuld Atamon i blandingen inden den gemmes væk til senere brug. Så rådner den ikke. Inden den gemmes væk skal urenheder sorteres fra. Det gøres bedst med en gammel kaffefiltertragt der ikke længere skal bruges til kaffe eller en tragt samt et stykke stof (f.eks. en gammel T-shirt eller et stykke gaze). Brug ikke kaffefiltre da de små porer i kaffefilteret tilbageholder noget af den tyktflydende glycerin. Det er en fordel at hælde glycerin-blandingen gennem en tesi først. Så løber det hurtigere gennem stoffet. Glycerinblandingen opbevares i en flaske eller beholder med tætsluttende låg og skal opbevares mørkt og ikke for varmt. Det tåler ikke direkte sollys. 6. Farvning af mos Mosset farves med bejdse. Der er to forskellige former for bejdse, nemlig bejdse på vandbasis og på spritbasis. Vandbasis er det billigste, men det har en tendens til ikke at gennemfarve mosset. Risiko for "helligdage" er stor, og tørretiden er forholdsvis lang. Bejdse på vandbasis kan ikke gemmes i længere tid, men skal bruges med det samme (rådner i løbet af ca. 14 dage). Spritbasis er dyrere, men til gengæld bliver mosset indfarvet med det samme overalt, og det har en meget kort tørretid. Bejdse på spritbasis kan gemmes til senere brug i en beholder med tætsluttende låg. Lav evt. flere forskellige farveblandinger med bejdse for at undgå at det bliver lutter ens farvede træer eller buske på modelbanen. Husk at anvende langskaftede gummihandsker når du arbejder med bejdse! 7. Rengøring af materialer Husk at rengøre alle materialer som skåle, beholdere og andet værktøj umiddelbart efter at arbejdet er færdigt. Det er ikke nok bare at lægge det et sted hvor det ikke kan ses; det vil stadig være snavset når den næste skal bruge det. Kun hvis du personligt og for egen regning har ansat en butler til at gøre rent efter dig (ansættelsesbrev skal forevises) kan du undlade rengøringen. 8. Opbevaring af det færdige mos Det færdige mos kan opbevares i poser, bokse, papkasser eller hvad man nu har ved hånden. Det færdige mos kan tåle en let sammenstuvning. Der er ingen krav om at låget skal være tætsluttende eller med lufthuller, dog bør man af hensyn til støv undgå kasser der ikke kan lukkes. Det færdige mos kan tåle frost og fugt i kortere perioder. Længere tids direkte sollys bør undgås da farven kan falme og konstant fugtighed vil få mosset til at rådne. 9. Kontinuerlig rensning for grannåle Fra og med pkt. 3 bør du fjerne grannåle og andre urenheder efterhånden som du får øje på dem. De kan ikke bruges til noget og vil blot være et irritationsmoment når mosset skal bruges. Det er så nemt at man kan sætte sine poder til det ;-) |